At gøre noget ved musikken

Erling Dujardin har i mange år været en central person i DMBF. I denne artikel fortæller Erling om sin baggrund og lange karriere. Artiklen er trykt i en forkortet version i MusikBIB, men bringes her i sin fulde længde. Hermed giver vi ordet til Erling:

Erling Dujardin og borgmester Jørgen Glenthøj

Ja, jeg er gået på pension nu, men jeg vil stadig gerne være noget ved musikken, så med mellem-rum ser I mig måske dukke op på musik-konferencen på dmbf.nu. Så jeg holder da stadig lidt kontakt.

Endnu en af den gamle garde er gået bort - ja altså ikke sådan rigtigt, men fra det pulserende musik-bibliotekarliv, som man siger. Der er efterhånden ikke så mange tilbage af dem, hverken af den gamle garde eller bibliotekarer med speciel uddannelse inden for musikbiblioteksvæsen. Men det kunne man tilvælge på biblioteksskolen, dengang jeg gik der, i 1969-1973. Meget er forandret siden, både inden for mulighederne for specialuddannelse og inden for fagets muligheder og brugernes preferencer. Så jeg vil gøre en del ud af det "gamle", som sikkert er nyt for mange.

Hjemmefra var jeg vant til, at min far spillede klaver, og at mine forældre spillede grammofonplader, mest, men ikke udelukkende, med klassisk musik. Jeg var især imponeret af 5 30 cm's 78-plader med Dvoraks Symfoni nr. 5 - Den nye verden, spillet af Statsradiofoniens Symfoniorkester under Nicolai Malko. Den var fordelt over 10 pladesider, så den blev hyppigt afbrudt.

Hov - skrev jeg ikke forkert? Den nye verden er da symfoni nr. 9 - mja, det var den ikke dengang. Siden har nogle forskere møbleret om på nummereringen. Jeg har for øvrigt denne indspilning endnu, arvet efter mine forældre, og hvis jeg skifter grammofonnålen ud, kan jeg også spille den stadigvæk.

Klaveret kendte min far fra sin far, der spillede på det i Maribo. Og fra min farmor og min far har jeg overtaget en dirigentstav, som farfar fik i julegave fra sit sangkor. Jeg har dog ingen ambitioner i den retning, men nøjes med at synge med i et kor. Yderligere var min mors morfar organist i Sct. Mortens kirke i Randers, så det er vel noget af al den musik, der er blevet til overs til mig. Næste generation er tilsyneladende også smittet af en musikbacille. Min søn spiller keyboard i heavybandet Euphemea - de er vist kun kendt via Facebook, men drømmer selvfølgelig om en kontrakt.

Uddannelse

Da jeg startede på biblioteksskolen var det i den hensigt at komme til at fungere i musikbiblioteksregi, et nyt område dengang. Og derfor valgte jeg musikbibliotekskundskab som et af områderne. Min lærer blev den legendariske Bent Christiansen, nu bosat i Sverige. Hos ham lærte vi musikhistorie, diverse fif og ikke mindst om fagbøger, håndbøger og opslagsbøger. Dette sidste har jeg faktisk haft megen glæde af, trods fremkomst af mere moderne bøger og elektroniske hjælpemidler, ikke mindst intenettet. Nej, det er ikke det hele, der kan findes med Google...

Jeg er opvokset på Frederiksberg, hvis bibliotek jeg derfor betragtede som mit. Derfor var det også naturligt for mig at søge noget studiejob der, da jeg var startet på biblioteksskolen, så vi kendte godt hinanden, da jeg søgte og fik arbejde som færdiguddannet. På fonogramområdet var de tidligt ude - efter Roskilde og Lyngby - men samlingen bar absolut præg af en klassisk drejning, hvilket passede fint til den undervisning, jeg havde fået på biblioteksskolen. Så vidt jeg husker, var de ældste indkøb longplayingplader med Aksel Schiøtz. Lederen skulle vist lige sluge et par kameler, før der blev købt plader med The Beatles, de første ikke-klassiske.

Hjælpemidlerne var også helt anderledes. Indkøbene stod på kartotekskort i lange rækker af skuffer - der blev skrevet en note om indholdet, men den skulle man helst kunne udenad, for man kunne ikke slå indholdet op på titel, med mindre det var et andet klassisk værk. Det kunne endda gå med musik af samme kunstner hele vejen igennem, men forestil jer en antologi med flere forskellige værker af flere forskellige kunstnere. I starten af mit arbejde var jeg på halv tid i musikafdelingen og på halv tid i katalogafdelingen, så jeg fik et grundigt kendskab til muligheder og begrænsninger i et kortkartotek. Men tillige opnåede jeg praktisk erfaring i, hvordan man katalogiserer musik, især noder. Fonogrammerne tog min kollega i musikbiblioteket sig af.

Eftersøgninger

Nå, det hjalp heldigvis efter 1992, hvor edb-registreringen holdt sit indtog. Det var et møjsommeligt arbejde at få de mange indkøb omregistreret, men ih, hvor det hjalp på søgemulighederne bagefter. Disse nye søgemuligheder havde jeg til gengæld ikke lært om på biblioteksskolen, så ud over at spørge kollegerne til råds udviklede vi også vores "gule kort" i en fiberkasse. Her skrev man ned, hvis man havde klaret en "nød", så andre kunne genbruge svaret, og dette snydekartotek har der såmænd været brug for også længe efter, at der var kommet edb-registrering til. Det er stadig ikke alt, man kan slå op på skærmen, især ikke, hvis lånerne husker forkert. Men jeg må på en eller anden måde have fået en god ballast, for selv efter edb blev indført, har jeg egentlig betragtet det som en lærerig sport at lege detektiv på god gammeldags vis i trykte værker eller etablerede specialistfora. Og nogle gange endda haft held med det...

Nogle "opklaringer" har fundet vej til den musikliste, som jeg sammen med DMBF var med til at etablere efter udenlandsk forbillede. Intentionen var helt klart: måske kunne vi selv klare et tricky spørgsmål, måske kunne vi ikke, men hvad nu hvis - der sad en person andetsteds i landet, som kunne klare problemet for os? Man sender spørgsmålet ud i landet og håber, og minsandten om det ikke lykkes ind imellem. Problemet er gensidigt: måske kan jeg ikke klare spørgsmålet, eller måske kan jeg hjælpe med spørgsmålet, men man er jo nødt til lige at gøre opmærksom på sit problem i hele landet. Og derfor satte DMBF en målrettet indsats ind for at gørte reklame for sin "spørgecentral". Den udviklede sig også til et fagligt diskussionsforum, og i en periode havde vi megen glæde af, at DR's nodearkiv var koblet på. Og forlængst har dette forum vist sin berettigelse, nu under lidt mere strukturerede former end oprindelig.

Her er et par af de mere udfordrende ting, hvor jeg har været ind over musiklisten:

Først et spørgsmål om, hvorvidt Benjamin Britten citerer salmen "Gør døren høj, gør porten vid" i et af sine værker?

Det lykkedes at finde frem til, at det var i Saint Nicolas, opus 42. Men ad snirklede kanaler, hvilket blot gør det mere spændende. - Her var jeg omkring den lokale organist, som jeg jævnligt taler med, og iflg. ham var der flere aspekter i det: 1) Salmens navn kan ikke bare oversættes ordret til engelsk og benyttes som søgemulighed. Han slog titlen op til "Old Hundreth", det kan Google næppe klare. 2) Derefter finder man ud af, at Old Hundreth er gengivet på noder i The fireside book of favorite American! songs. 3) Noterne i denne bog anfører, at 2. vers af sangen også kendes som Doxology. 4) Kombinationssøgning på Britten og doxology førte til resultatet, og det kan I stadig læse om i musiklistens arkiv i lidt udbygget form - husk at checke det!

Et andet umuligt spørgsmål drejede sig om, hvorvidt der findes en "nøgle" til melodier med samme antal stavelser. Spørgsmålet var afledt af, at en festsang var skrevet på en melodi, som folk ikke kendte, og fremfor at skrive den om ville låneren hellere angive en mere kendt melodi, som passede til versefødderne. Her kunne jeg så nævne noden Menighedens melodier, som ordner melodierne efter "versemål". Dvs. at alle melodier til et versemål står samlet i noden. Om låneren havde glæde af det, ved jeg ikke, men i hvert fald resulterede det i, at Toolboxen - online-hjælpemidlet i musikbiblioteksarbejdet, blev ajourført med hensyn til tematiske værkfortegnelser. Og således fik i hvert fald nogle musikbibliotekarer glæde af det.

Jeg husker også et spørgsmål, jeg selv fik på min vagt: Hvordan med notationen af sange på arabisk eller hebraisk? Noder skrives fra venstre mod højre, men arabisk og hebraisk tekst fra højre mod venstre.

Hun tilbød heldigvis selv at finde svaret, hvad hun også gjorde, og det har jeg så gemt:

Noderne skrives som vanligt fra venstre mod højre, mens teksten under dem opdeles i stavelser og skrives fra højre mod venstre. Man starter med stavelsen længst til venstre over den tilhørende node, men skal læse stavelsen fra højre mod venstre. Her gengivet på dansk:

Jeg har også deltaget i Biblioteksvagten. Det føltes egentlig helt velgørende, fordi spørgsmålene så også kom til at dreje sig om andet end musik.

Katalogiseringer

Jeg har tidligere nævnt, at en del af min oplæring om mit arbejde vedrørte katalogisering. Lige fra første færd satte Frederiksberg bibliotek mange ressourcer af til kvalitetskatalogisering, ud fra devisen, at det ville hjælpe arbejdet i den anden ende og forbedre søgemulighederne. Ikke mindst derfor lavede vi mange indholdsnoter, som også kunne bruges, når der kom spørgsmål på musiklisten. Til sidst resulterede det i, at DBC gav lov til at pille ved de katalogiseringer, de havde eneret på at ændre. Efter en debat på musiklisten - der var den igen - kom der et ønske om at få indholdsnoter til Lystige viser med i katalogiseringen. Dem havde vi imidlertid lavet for længe siden. De fandtes til gengæld kun lokalt, fordi posten var ejet af DBC, men der kom en aftale i stand om at ændre lokalposterne til poster, der kunne flettes ind i Danbib/Netpunkt med hjælp fra DBC, og det faldt i min lod at klargøre de lokale poster til eksport til Danbib. Så derfor kan man nu på alle biblioteker finde søgbare indholdsnoter til Lystige viser.

De Lystige viser førte lignende opdateringer med sig af andre sangbøger, så en hel del af min sidste tid på arbejde blev brugt til at konvertere fra lokale indholdsnoter til indholdsnoter, der kunne søges i Danbib.

Men jeg ville slutte min karriere på en måde, jeg kunne være bekendt, og det lykkedes at få færdiggjort søgbare indholdsnoter til "The most fantastic fakebook in the world" - vi havde fået en udgave, som ikke i forvejen var registreret, så det var grundkatalogisering med indholdsnoter af en node med undertitlen: over 1,300 songs! Jeg talte dog ikke efter og nåede heller ikke korrekturlæsning ud over, hvad jeg havde opdaget undervejs. Men en eller anden nørd er velkommen til at foretage den...

Og jeg sluttede vist med maner: Fik tilbudt fortjenstmedalje for 40 års tjeneste og en gunstig personlig fratrædelsesordning. Jeg tog imod begge dele og var spændt på, hvem der blev min afløser i musikbiblioteket. Men jeg fik ingen afløser: krisen begyndte at kradse næsten samtidig, og mine stakkels kolleger måtte rende hurtigere, fordi mit arbejde også skulle passes - af en person mindre. Der er senere sket nogle rokeringer fra voksenafdelingen, men nu er jeg glad for, at jeg sagde op i tide, for forholdene er blevet kraftigt ændret til det værre. Mine gamle kolleger holder heldigvis stadig fanen højt, når jeg besøger min gamle arbejdsplads. Jeg har heller ikke helt glemt min fordums lærdom: som nævnt kan jeg stadig finde på at blande mig på musiklisten, selv om jeg har betydelig færre hjælpemidler herhjemme.

Min pensionering var så også en passende anledning til at sige farvel til bestyrelsesarbejdet som aktiv i DMBF. Men jeg har i 1994 været med til at arrangere IAML-kongressen i Helsingør i 1995, hvor Kirsten Voss-Eliasson trak det store læs, så jeg har vist været med længe nok.

Artiklen er skrevet af Erling Dujardin i efteråret 2011